Når du skal vælge en vask til dit køkken og bad er det vigtigt, at du ikke alene tænker på stil og design, men også på anvendelse og hyppighed. Eksempelvis fraråder vi nedfældningsvaske i bordplader af massivt træ, hvor vasken anvendes regelmæssigt. Årsagen er at der ofte kommer til at stå vand på bordpladen langs kanten af vasken, hvilket i længden er ødelæggende for bordpladen. Endvidere tilrådes det, til bordplader i massivt træ, at vælge en vask med mulighed for fastgørelse af armaturet på vaskens bagplade, og dermed ikke direkte i bordpladen. Herved undgås ligeledes de problemer som opstår når vand vedvarende får lov at påvirke bordpladen. Husk, at ingen vaske er vedligeholdelsesfrie, men the-, kaffe- og kalkaflejringer ses hurtigere på nogle typer af vaske end på andre.
Stålvaske kender vi alle. Her går der længere tid inden påvirkning af ovenstående kan ses i vasken. Til gengæld skal man huske, at stål hurtigt bliver ridset, og derfor kun ganske kortvarigt efter ibrugtagning vil fremstå som den vask du har set hos forhandleren.
Silgranit vaske er ridsefaste ved normalt brug, hvorfor overfladen vil fremstå upåvirket lang tid efter ibrugtagning. Aflejringer fra the og kaffe ses hurtigt i de lyse silgranit vaske, mens det stort set ikke ses på de mørke. Til gengæld ses kalkaflejringer hurtigere på de mørkere vaske.

